Aalborg Smedelaugs Historie

1682 - 1982 af H. Morell Jørgensen
1983 - 2004 af Poul Bobach            

Aalborg Smedelaug, der fyldte 300 år i 1982, er et af landets ældste laug, idet det er langt ældre end de 300 år. Året 1682, der er årsag til denne aldersangivelse, er året, hvor lauget blev rekonstrueret efter en lang tid med borgerkrig og ufred. Smedelauget var dog ikke på noget tidspunkt opløst, idet det til stadighed omtales i byens analer.

Smedenes laug er oprettet i 1400-tallet, og omkring 1470 har man sikkerhed for, at det eksisterede, idet lauget ved denne tid stiftede et Helligkors Alter i Vor Frue Kirke.

Når lauget fik inpas i Aalborg, skyldes det, at Christoffer af Bayern havde foretaget tilføjelser til Aalborg Stadsret, der gav magistraten pligt til at ordne håndværkernes forhold. De første vedtægter for lauget var i slægt med bestemmelserne for Guds Legems Laug fra 1431. Vedtægterne bærer præg af, at håndværkerne dengang blev anset for at stå et trin lavere på samfundets rangstige end købmændene, og valget af oldermand skulle bekræftes af magistraten.

Eget Laughus i 1558

Smedelauget blev dog hurtig et estimeret og velkendt laug, der skabte respekt om standen, og det blev også et forholdsvis velhavende laug, som i 1558 havde deres eget laughus. Smedene holdt sig også lovlige forordninger efterrettelig, hvilket kneb indenfor andre håndværkerlaug. Christian III pålagde i 1548 magistraten i Aalborg at sørge for "at gøre politi i byen, så hver kan få for et skikkeligt værd håndværksmands arbejde og alt andet, som lejes, købes og betales, at lade det opslå på rådstuedør med straf derhos."

Forinden havde en af byens klejnsmede været involveret i en kedelig affære. Borgerne var ophidsede over skatterne og den måde, de blev inkasseret på af den almægtige borgmester og lensmand over rigets største regnskabslen, Hans Tolder. I 1552 kogte raseriet over, og en dag i juni "satte de Aalborgborgere sig op mod kong Christian og ihjeldslog Hans Tolder, som stod på rådhuset og oplæste kongens brev." Drabet skete under et almuestævne, og det kneb med at finde gerningsmanden. Omsider fandt man dog en syndebuk - retfærdigheden skulle jo ske fyldest på en eller anden måde, og det blev Tord Klejnsmed, der blev "rettet i København for Hans Tolders død."

Denne begivenhed faldt sammen med en nedgangsperiode for Aalborg Smedelaug. I 1681 havde Aalborg 22 håndværker- laug - det største antal i provinsen, og byen var med sine i 1672 ialt 4181 indbyggere provinsens største by. Indbyggerne var dog ikke alle selvhjulpne, idet byen i 1696 havde 952 tiggere, mere end en femtedel af indbyggertallet.

Laugene var i 1681 blevet rekonstrueret efter en forordning fra regeringen, og den var udformet af en mand, der blev be- nævnt som laugvæsenets værste fjende, Københavns politimester Claus Rasch. Alle laugsvedtægterne skulle revideres og bringes ind i omtrent samme form. De fleste af laugenes zünftige skikke blev forbudt (skønt forbudet ikke blev overholdt. Traditionerne blev omend i det skjulte holdt i live). Svendekroer og laugshuse skulle nedlægges, og hvis et laug "gjorde knuder", blev dets arkiv inddraget, og dets velkomst, lade og andre kostbarheder blev inddraget og solgt til fordel for fattig bøssen.

Fire laug i Aalborg havde egne laugshuse: bødkerne, skrædderne, skomagerne og smedene. De blev alle afhændet inden 1690. De tre første laugshuse ved salg, medens smedenes laugshus fik en trist skæbne. Det blev i 1689 taget til arresthus for et indkvarteret dragonregiment og blev dermed gjort "uærligt", så ingen ville gå ind i det. Det forfaldt og forsvandt efter- hånden af mangel på vedligeholdelse.

Smedelauget i Aalborg voksede sig trods alle vanskeligheder efter 1682 stor og stærk gennem et solidt sammenhold og værnen om fagets ældgamle håndværksmæssige traditioner.

Der var ingen håndværker, der kunne eksistere udenfor lauget, og på den anden side slap ingen indenfor, uden at papirerne var i orden. Det gjalt både svende og mestre. Der var mødepligt til laugsstævnerne, og den broder, der ikke mødte frem, måtte betale bøde, hvilket også gjaldt, hvis broderen ikke ved sin indtræden tog sin hætte af. Det blev understreget i vedtægterne, at der skulle herske fred og munterhed i gildesalen, og derfor var våben af enhver art strengt forbudt "Hvilken broder som sidder i gildeshus med kniv eller værge, længer end til kniv og værge er udlyst, han skal bøde med en tønde øl."

Omkring år 1800 fik Aalborg Smedelaug sin flotte og fornemme sølvvelkomst, givet af J. Brockmann og smedet af den dyg- tige sølvsmed Chresten Due. De fleste af skjoldende, der hænger på velkomsten, er fremstillet af Hans Bjurch og Jacob Pederstrup.

I Norden havde man fra gammel tid en art drikkekar, som fik navnet "Velkommen". Det blev anvendt til at byde ankomne gæster velkommen med. Skikken udbredte sig ud over Europa, og det var især håndværkerlaugene, naversammen- slutningen og alle steder, hvor zünftige svende samledes, der anvendte velkomsten, efter at den var blevet taget til hjertet af laugene i Danmark. Her hed det slet og ret en "Velkomst", og de samme former for drikkekar fik rundt om i Europa samme navn, så naverne altid var klar over, hvad det drejede sig om. På svensk hed de "Välkomma", på tysk "Vellicomen" og på italiensk "Bellicone".

Alle laugets rekvisitter blev opbevaret med megen omhu, og derfor er mange af de gamle smukke velkomster i dag bevaret, således også Aalborg Smedelaugs. Her har man også bevaret "Laden", det skrin, hvori bøger, vedtægter m.m. blev opbe- varet. Aalborg Smedelaugs lade var forsvundet i mange år, men blev genfundet og kom til ære og værdighed på ny. Fra de gamle laugstider har man også laugets signet, som er amboltformet, og på signetsiden bærer omskriften Aalborg Smede laugs Segl.

Laden havde også den mission, at når oldermanden havde slået tre slag på låget, var der påbudt tavshed, og retten var sat. Stævnet gik sin gang efter ritualet, indtil oldermanden på ny "klapper" laden op. Ting, der var sagt for åben lade, var bindende. Oldermanden eller oldgesellen drak efter ladens åbning den nytilkomne mester eller svend til med velkomstord, og denne svarede med at drikke og takke. Velkomsten måtte ikke bruges til andre formål. Dens skilte blev skænket af medlemmer, som på skiltet havde navn og årstal til senere ihukommelse.

Dygtige svende udvandrede

De gyldne tider for Smedelauget kulminerede omkring 1800, men statsbankerotten i 1813 ramte også smedene hårdt, og der kom en ca. 25-årig nedgangsperiode. Således ved man at biskop Jansen i 1833 søgte kancelliet om tilladelse til at bruge udenbys håndværkere ved bispegårdens opførelse. Det hed bl.a. i ansøgningen "Vi har ingen snedker, som kan gøre en dør, og ingen smed, der kan gøre hængsler og lås til den". Det var i nogen grad overdrevet, men det stod klart, at i en by uden arbejdsmuligheder, som Aalborg ver i disse år, kunne man ikke holde på sine håndværkere. Der blev næsten ikke bygget noget, og intet blev vedligeholdt. De gamle gårde fik lov til at forfalde, og bindingsværket blev oversmurt.

Peter Riismøller fortæller i sin Aalborg-bog, at da fotograf Tønnies i 1850'erne begyndte at fotografere i Aalborg, stod alene Jacob Kjellerups gård med optrukne stolper og løsholter i al sin pragt, som den står i Den Gamle By i Århus i dag.

Dygtige smede var der behov for andre steder, og adskillige søgte fra Aalborg til især Århus og København, og det var ofte de mest veluddannede der rejste.

Der kom dog atter en opgangsperiode efter Stavnbåndets ophævelse. Landbruget fik bedre kår at arbejde under, og det bevirkede, at bønderne fik råd til at anskaffe sig redskaber, fremstillet af smedene, og at køre i stadsvogn, hvis fremstilling også gav meget godt smedearbejde.

Der var mere arbejde at udføre end tilforn, men arbejdet blev ikke så godt betalt som tidligere, og smedene måtte slide i 12-16 timer i døgnet for at holde sul i huset og tøj på kroppen. Det mærkedes også i laugets kasse. I 1873, da Hybbe var oldermand i lauget, var der således kun 9,54 kr. i laden.

Rigsdagen havde i 1857 vedtaget næringsfrihedsloven, hvorefter det stod frit for enhver at etablere sig som købmand eller håndværker, hvor han ville. Lovens ikrafttræden forudsatte alle laugs ophævelse, hvilket dog heldigvis ikke skete, men alle privillegier bortfaldt. De gennem menge år møjsommeligt sammensamlede særrettigheder forsvandt. Tilbage blev kun et usselt "Læbælte" på en mil fra købstæderne. Her måtte ingen håndværker eller købmand nedsætte sig. Tidligere havde grænsen været fire mil. Adskillige laug blev helt ophævet i de kommende år, men ikke Aalborg Smedelaug, hvis medlemmer var blandt de 15.000 håndværkere, som sendte en protestadresse til kongen uden virkning.

Blandt næringsfrihedslovens negative sider var, at håndværkernes prøver bortfaldt i en årrække, inden organisationerne atter selv indførte dem. Licitationerne var ved at bringe mange til tiggerstaven, idet den hårde fri konkurrence betød, at arbejdet ofte blev for ringe eller gav smedemesteren tab. Svendevandringen ophørte omtrent, og håndværkets muligheder for at lære og få ideer fra det fremmede forsvandt.

Smedefane fra 1883

Aalborg Smedelaug bestod fortsat om end under andre vilkår, men man havde ikke tabt modet og energien, ej heller kærligheden til faget, og godt 200 år efter laugets stiftelse, i januar 1883, indviede lauget en ny fane under den daværende oldermand C. Christensens forsæde. Efter faneindvielsen blev den nye fane med musik i spidsen ført gennem byens gader, og man samledes, svende og mestre, til en festlig laugsamling, hvor gækken blev slået løs efter de tidligere kendte former. Her blev der bl.a. talt for Christian V, der i 1682 indstiftede og stadfæstede lauget.

Det var i øvrigt ved denne lejlighed, at kongen kundgjorde en række bestemmelser, hvori det bl.a. hed, at smedene ikke måtte slå lærlingene alt for hårdt i hovedet med tommetykke jernstænger.

Den store lock-out herhjemme i 1899 var begyndelsen på en ny flerårig sløjhedsperiode. Aalborg Smedelaug var ude for megen modgang. Medens man tidligere gennem årene i hovedsagen havde kunnet enes indenfor laugets rammer, så kneb det nu gevaldigt, da man ikke havde bødesystemer og for oldermanden ret så hårdhændede måder at skabe ro og orden på. Bølgerne gik højt indenfor lauget, hvor nogle få stridbare og kværulantiske medlemmer ødelagde meget af det gamle sammenhold.

Der blev dog i bestyrelsen indvalgt nogle "stærke" og handlekraftige mænd, der på rette smedevis kunne sætte tingene på plads og "lamme" urostifterne.

Aalborg Smedelaug kom atter på benene, og overvandt atter en svær tid uden at måtte sprænge sammenholdet.

Siden laugets formelle ophævelse havde håndværkernes uddannelse savnet faste rammer, men der dannes mesterorganisationer mange steder. Smedelauget kunne dog klare tingene for dette fags vedkommende.

Med byrådets støtte blev man indenfor håndværk i 1881 enige om at rejse en teknisk skole i Danmarksgade, hvor håndværkerungdommen kunne få en grundig og forsvarlig teoretisk uddannelse.

Ved 250-års jubilæet i 1932 markerede man naturligvis jubilæet på behørig vis med en festlighed. Lauget havde på det tidspunkt 30 medlemmer, og bestyrelsen bestod af smedemestrene Wilh. Nielsen, Christian Nielsen, N. Mathisen (oldermand), Kaj Jacobsen og C. A. Lindgren.

Aalborg Smedelaug har gennem sin lange levetid fungeret som faglig sammenslutning, arbejdsgiverforening, fælles- indkøbsforening, selskabelig klub og garanteret for medlemmernes ægte fødsel, faglig oplæring og gode borgerlige omdømme. Så bredt et spektrum dækker smedelauget ikke i dag, men det er stadig et laug, hvor man sætter gamle traditioner i højsædet, hvor man snakker faglig dygtighed og mindes svundne tiders håndværk, som nu er sat i skyggen af maskiner og datamater, der snart kan udføre alt.

Smedelauget er også et bindeled mellem de smede, som nu findes i Aalborg, og de har også kunnet sætte humør over sammenkomsterne, således hed det i sin tid:

Hvo som vil til smeden gå
han skal både blæs og slå
hente vand og trække sten
give smeden hvad han fortjen'
hvor som smedens ved vil være
må en prægl brændevin med sig bære

Svang bæger og quinde

Smede har kunnet arbejde, spise og drikke såvel som nogen anden håndværker, men smedene kan også feste og svinge bæger og quinde, når det skal være. Det fremgår af Danske Smedetidende i 1939, hvor redaktøren, Skjerning, deltog i Aalborg Smedelaugs stiftelsesfest.

Han skriver bl.a.: "Og trods den gloende varme svang de Aalborg Smedemestre deres damer med en fyrighed og målbevidsthed, der stod fuld på højde med deres evne til at kæmpe sig frem til en god og stærk stilling i deres samfund ved Limfjordens blå vande."

Med i billedet ved et meget bemærkelsesværdigt jubilæum, som her kun får en beskeden omtale, hører også, at der i svunden tid stod glans og gny af mange smede, i de tider, hvor de fremstillede rustninger og slagvåben. En overgang klarede smedene også lidt af bartskærerens rolle, bl.a. var det meget almindeligt, at smeden trak tænder ud på folk - de havde jo tængerne - og endnu op til vor tid har de givet den rolle. I en naboby skete der ganske vist det, at tangen var for bred, så patienten mistede to tænder, foruden den syge tillige en rask nabotand.

Kloge smede kunne også lidt troldkunster før i tiden, bl.a. vise igen og slå øjet ud på en tyv på miles afstand. Han skrev trylleformularer til fordrivelse af troldtøj, skaffede bønderne smørlykke og kunne hjælpe karle og piger med elskovslykke.

Smeden narrede Fanden

De smede, som fik trolddomsevner, måtte sælge sin sjæl i pant til Fanden. Det var risikabelt, og fra Aalborg har man en historie om en Aalborg-smedemester, som kunne mere end sit Fader Vor og overlistede Fanden. Da denne kom for at hente sin pant, spurgte smeden ham, om det var sandt, at han kunne gøre sig så lille, at han kunne rummes i en flaske. Ja, sagde Fanden. Her er flasken, sagde smeden og rakte den frem. Fanden foer ned i flasken, og smeden slog omgående tolden i den og gravede den ned på herregården Rødslet, hvor han samtidig lavede en vindfløj med et portræt af Fanden. Vindfløjen sad der i 201 år, indtil tyskerne i 1940 rev ejendommen ned. Fanden kom løs og søgte tilflugt på Aalborg Historiske Museum. Her kom han på ny i flasken, som står på museet den dag i dag, vel tilproppet.

Den samme smed var mester for smedenes herbergsskilt i Smedekroen, fremstillet i første halvdel af 1700-tallet. Her er symbolerne for forskellige smedegrene med en smed med hammer og mejsel i toppen. Et lille samtidigt kunstværk.

Aalborg Smedelaug 1982

Bestyrelsen for Aalborg Smedelaug, der i 1982 talte 35 medlemmer, var i jubilæumsåret: Smedemestrene Arthur Bobach (oldermand), Jørgen P. Moosdorf (viceoldermand), Willy Esko Nielsen (kasserer), Poul Bobach, Knud Larsen, Jørgen Nielsen og Werner Mathiasen.

Aalborg Smedelaug har i dag 26 aktive medlemmer, som repræsenterer 22 virksomheder, der hovedsagelig består af gamle smedeforretninger, som er ført videre af skiftende generationer eller er blevet overtaget af andre.

Aalborg Smedelaug har ikke længere den store betydning som arbejdsgiverorganisation, da disse interesser nu varetages af landsorganisationen, men smedelauget er nu som tidligere et bindeled mellem medlemmerne, og det er hovedsageligt her, vi sætter ind. Stridigheder som før nævnt i festskriftet kender vi ikke mere. Vi mødes som kolleger og ikke, som tidligere, som konkurrenter.

Må det være mit håb og ønske for tiden fremover, at den trofasthed mod vort gamle laug og den hjælpsomhed kollegerne imellem samt den fordragelige tone, der altid hersker ved vore sammenkomster, fortsat må bestå.

Aalborg Smedelaug i dag af 

Beretningen er under udarbejdelse.